En lydig hund ved med sikkerhed hvem der er "føreren" (ejer) og hvem der skal udføre opgaverne. Ved vores lydighedstræning lærer vi disse roller og skaber derved stor motivation for hundene til at udføre øvelserne. Trænings-holdene er blandet - hvilket vil sige at unge og gamle hunde træner lydighed sammen. Øvelserne bliver hele tiden udbygget og sværhedsgraden bliver størrer.
Vi starter med det helt nære og grundlæggende i træningen: kommandoer som "SIT", "DÆK", "PLADS" og "STÅ" er de første vi tager fat i, og faktisk er det ikke kun hunden der skal lære dem, for til de fleste kommandoer høre nemlig en bevægelse fra hundeføren. Det vil sige at også hundeføren kommer på "skole-bænken".
Når de første øvelser er gennemført træner vi ofte øvelser hvor der er mere afstand til hunden, fx. tilbagekald, hunden skal komme når man kalder og at hunden "går ordentligt og pænt" - ofte bliver der også mulighed for at afprøve om hunden kan gå pænt (på plads) ved hundeføren uden line!
Frem for alt handler lydighedstræning om samarbejde mellem hund og fører - og om respekt for hundeføreren. Hunden er meget afhængig af at føreren er konsekvent i træningen og opdragelsen. Hunden er jo et flokdyr og skal have en "overhund" som den kan have respekt for.
Træningen på Dyrefoldens Hundeskole kan måske kortes ned til en meget meningsfyldt sætning:
"Det man forlanger af sin hund, det skal den gøre
- men man skal ikke forlange mere end den kan."